Det er ikke første gang i historien, at en sang, der blev skrevet til en festlig lejlighed, endte med at få en bredere udbredelse, efter gæsterne var gået hjem. Men i tilfældet med ’1973 (Den tid vi går og venter)’ er der tale om en anderledes personlig variant, nemlig Esben Svanes dobbelteksponerede formidling af henholdsvis farens tanker og sangerens egne, som flyder sammen og skaber sin egen livsbekræftende helhed.
