Slow Coming Alive: På en gang tidløs og oppe i tiden

Du fanger det måske ikke ved første lytning af Mirja Klippels sange, men det er store
budskaber og temaer, hun behandler i sin sangskrivning, der på én og samme gang er tidløs og
oppe i tiden.


Som nu pladens titelnummer ”Slow Coming Alive” (se den vilde video her), der på
overfladen handler om en egoistisk mand, der får sig en livskrise, da hans samlever
endelig forlader ham og overlader ham til narcissus-spejlet:

Took a long look at the hideous mirror
where is the halo, where is the glory of me?


Både sang og video følger mandens nedsmeltning, men symbolsk handler sangen om de
underliggende værdier i vores samfund:

”Vi skal tjene penge, konkurrere, opnå håndgribelige resultater. Med sangen her
opfordrer jeg til større bevågenhed på de bløde værdier. På det indre liv og vores
indfølingsevne som en livgivende kraft. Og sangen slutter håbefuldt, for det er muligt
at ændre den ego-drevne tilgang og komme til et sted, hvor der er mere kontakt og
følelse med tingene. Mere liv,” siger hun.

Med en stor stemme, et inderligt klangunivers og en sans for at skrive sange, der
forbinder dybt personlige erfaringer med billeder fra den nordiske natur, har den finske
sangskriver, sanger og multi-instrumentalist allerede markeret sig som et særligt talent
på den alternative folk-scene. Hendes debut-EP Lift Your Lion (2016) indbragte den
københavner-baserede musiker en DMA Folk som årets sangskriver. Siden har hun
turneret flittigt i både Europa, Rusland og Nordatlanten, ligesom hun i 2018 udsendte
det roste fuldlængde-album River of Silver. Og med det nye album, Slow Coming Alive,
føjer hun igen nye nuancer til sin alternative og poetiske folk og fortsætter med at
udvide dybderne og højderne i sin sangskrivning.

For Mirja Klippel forstår, at der er styrke i skrøbeligheden. Den styrke, der også er i at
erkende, at vi hænger sammen med naturen, som hun ikke bare er inspireret af, men
som er en uadskillelig del af hende. Som i sangen Pillerinpyörittäjä/The Sacred Scarab,
der kom til hende stykvis over en årelang periode, mens hun boede i skoven:

In the pocket of my world
I am safe from harm
inside the moss
where rocks are alive
more than one can bea

”Sangen handler om det mor-barn forhold til naturen, som jeg oplevede, mens jeg
voksede op langt ude i de finske skove. Søen og træerne ved mit hjem indhyllede mig I
en tryg lomme, gemt langt væk fra verdens pulserende centre. Byens kultur og samfund
føles skræmmende, koldt og fremmed – meget anspændt – i sammenligning med min
barndom i skovene. Og dog var det uundgåeligt, at jeg måtte slutte mig til menneskene i
byen, i hvert fald for en tid,” forklarer sangskriveren.


Og sådan fortsætter Mirja Klippel på pladens skæringer med at udfolde forskellige
temaer og personlige omdrejningspunkter (fx hvordan livet er mest levet, mest intenst).
Det er gammelt, der møder nyt, i den forstand at det trækkes på dybe personlige
erfaringer, mens nye erfaringer får lov at give modstand og medspil. Igennem det hele
løber en tråd af hudløs ærlighed, som også driver sangen Human Touch, der behandler
tidens SoMe-fiksering og søgelyset, der hele tiden er tændt:

I’m blinded and I’m afraid
you will see what’s on my mind (…)
I’m just like the rest of us
vulnerable to human touch

”Sangen handler om frygten for at blive udstillet som kunstner. Bekymringen for
sårbarheden og for andre mennesker, som nogle gange er berettiget og nogle gange er
ubegrundet. Vi har alle sammen brug for privatliv, og måske særligt i den her SoMe-tid,
har vi brug for at passe på vores inderste og mest sårbare steder. Så det handler om min
frygt for at blive ”et brand” i stedet for en hel, levende person. At blive en skal, som
kan ses og høres, men som ikke kan føles,” siger hun.

På ”Slow Coming Alive” åbner personlige erfaringer op for psykologiske dybder, og de
intime rum i sangskrivningen går hånd i hånd med rå og vilde landskaber. Pladen viser en
modnet kunstner, der fortsætter med at udvide dybderne og højderne i sin
sangskrivning.

LYT TIL ALBUMMET HER:
https://lnk.to/ComingAlive


Mirja Klippel har selv produceret og arrangeret albummets ni sange, som folder sig ud i
et organisk kammermusikalsk univers, som trækker på både den nordiske folkemusik,
melankolsk americana og sfæriske stemninger. Med sig har hun sin faste musikalske
medrejsende Alex Jønsson på guitar og effekter, ligesom hun selv trakterer både guitar
og det særlige tyske strengeinstrument waldzither. Ekstra lag tilføjes af smukke
korstykker og af den anmelderroste strygertrio Vesselil, hvis folkemusikalske klang
fornemt underbygger sangene.

I forbindelse med udgivelsen spiller Mirja Klippel en række koncerter (fra København til Varde)
Fang hende live her:
https://gig.to/mkrelease21

Følg med her:
www.mirjaklippel.com