MANDAG – Ny Poetisk opsang til den travle hverdag fra ‘På Slaget 12’

Det legendariske Aarhus-orkester På Slaget 12 fortsætter bare derudaf – både på landevejen med masser af koncerter og i studiet med nye sange, der står i kø for at komme ud i verden.

Fredag den 12. oktober udgiver de en ny single på Songcrafter Music med den enkle men sigende titel ”Mandag”. Det nye nummer er indspillet og produceret i Niels Kirkegaards studie ”A Room Of My Own”, og han håndterer selv alle instrumenter, mens Ann-Mette Elten som altid tager sig af sangen.

“Flere har allerede bemærket, at Mandag på en eller anden måde lyder som en “svensk” produktion. Ann-Mette og jeg har altid lyttet meget til svensk musik som for eksempel Orup og Anders Glenmark, men jeg gik nu ikke bevidst efter at den skulle produceres “svensk”. Alligevel var der åbenbart noget i sangen, der fik mig til at gå den vej. Sådan er det – sangene har deres eget
liv og i den sidste ende, er det dem, der bestemmer!” udtaler Niels Kirkegaard.

”Mandag” er en frisk og livsglad sang, men samtidig en lille reminder til os alle sammen om ikke at blive så opslugt af hverdagens gøremål, at vi glemmer at tage os tid til hinanden og til at mærke verden omkring os. ”Mandag er sådan en dag som rigtig mange hader. Hvor man smører madpakker, stresser rundt for at blive klar til tiden, og så ellers bare hamrer derudaf hele dagen og kommer totalt slidt hjem med bevidstheden om, at der er fire dage endnu til det bliver weekend.

Men hvem siger at det behøver være sådan? Selvom vi får tudet ørerne fulde af at vi skal være effektive samfundsborgere, så bestemmer vi heldigvis stadig selv over vores liv. Vi kan jo bare springe ud i det. Og hvem siger
at en tur i skoven ikke kan være mere værd end en dag på kontoret? Får man ikke tit bedre ideer, når man slentrer under trækronerne og hører fuglene synge, end når man sidder i et mødelokale med en masse kloge hoveder…Vi lever kun én gang!

Lad os huske at have det sjovt imens!” siger tekstforfatter Roar Amundsen om tankerne bag teksten.

Lyt med her:

http://phonofile.link/ps12-mandag

Eller her:

https://soundcloud.com/songcrafter-music/pa-slaget-12-mandag

 

På Slaget 12 kan fanges live et par gange mere i efteråret som band, før Niels og Ann-Mette starter
en omfattende jule-turné til kirker i hele landet.

16.11 Bromølle Kro
17.11 Vestfynshallerne, Nr. Aaby

Læs mere her: www.ps12.dk og www.annmetteelten.dk