Ny single fra KOM VI LØBER – Engine Malfunction

KOM VI LØBERs nye single, Engine malfunction, er et landevejsdrama om en kærlighedsrelations advarselssignaler og menneskets kamp mod maskinen. Lone Slot Nielsen skrev sangen sammen med Iris Marie Jakobsen (Upopulær Mekanik) med afsæt i Iris’ aldrende Ford, som blev ved med at melde ”engine malfunction” på instrumentbrættet. På de mest ubelejlige tidspunkter. Og som en nærmest profetisk spejling af en turbulent tid.

Den nye single udkommer i forbindelse med, at KOM VI LØBER drager på support-turneer for både Signe Svendsen og Peter Sommer, som begge er fascinerede af Lone Slot Nielsens sangskrivning og musikalske univers. 


Peter Sommer formulerer det sådan her:

“Jeg har fulgt Lone (som er inde i KOM VI LØBER) i en hel del år. Var fan fra første sekund jeg hørte hende på P6 BEAT, hvor hun er blevet afspillet som fortjent, hvilket vil sige helt vildt meget. Fortjent fordi hun meiner meinung nach kombinerer nærmest Linnetsk melodisuverænitet med indiemusikkens trang til omveje, blindgyder, labyrinter – alt det der gør at jeg orker at blive ved tekster i lang tid og mange gange.”


Lyt til KOM VI LØBER – Engine Malfunction
 her: https://kom.lnk.to/engine

Cover: Engine Malfunction (Foto, Frida Gregersen).

KOM VI LØBER kan opleves live her

Support for Signe Svendsen:

26.02 Skive Theater
27.02 Turbinen, Randers
01.03 Stars, Vordingborg
05.03 Agger Darling, Vestervig
07.03 Teaterbygningen, Køge
08.03 Gribskov Kultursal


Support for Peter Sommer
21.03 Posten, Odense
22.03 Skråen, Aalborg

26.03 Store Vega, København
27.03 Train, Aarhus
 









Sanger, sangskriver, guitarist og producer, Lone Slot Nielsen, har siden sin debut i 2019 skrevet indie sange om eksistensen og dens brudflader under navnet KOM VI LØBER. Sange om det, vi løber begejstrede hen til, og det vi helst stikker af fra. Det er nogle gange det samme. Og så har vi balladen. Guitaren er ambient og sproget leger i hendes fortællinger om levet liv. Dér mødes hverdagssnak og lyrik på et gadehjørne. Dagdrømmene, melankolien og forhåbningen danser tæt. Og senest har hun tilmed vovet sig ud i at skrive en kærlighedssang. I 2020 blev singlen ”Hendes ansigt” fra hendes 2. album det mest spillede nummer det år på P6Beat. Hun har siden spillet en lang række koncerter landet over, både med fuldt band og som solist, på store såvel som små scener. I efteråret 2024 udgav hun singlen ”Japansk”, der er forløber for det kommende album, som udgives på Songcrafter Music i oktober 2025. “Engine Malfunction” er 2. single i rækken.


Webpage: www.komviloeber.dk